Som følge af sin endometriose måtte Adéle gennemgå IVF-behandling. Vi interviewede hende om den følelsesladede rejse frem mod at stifte familie.

Hej Adéle, vil du fortælle os lidt om dig selv og din familie?
Hej, mit navn er Adéle og jeg er 32 år og læser til sociolog. Jeg bor i Stockholm med min mand Gustaf og min søn Noel, som fylder 3 år til efteråret.

Hvornår begyndte du at have mistanke om, at der var noget galt med din menstruationscyklus?
Jeg begyndte at få mistanke om, at der var noget galt, efter jeg gik over til ikke-hormonel prævention, kobberspiral. Jeg begyndte at få mærkelige smerter dybt nede i maven, som jeg ikke havde haft før. Jeg søgte hjælp, men alt så fint ud, men jeg fik det værre som tiden gik. Jeg havde ægløsning og menstruationssmerter, der forhindrede mig i at udføre mit arbejde og gjorde mig sengeliggende nogle dage om måneden.

Du blev til sidst diagnosticeret med endometriose, hvad var din første tanke?
Min første tanke var nok lettelse. Jeg havde søgt hjælp til mine problemer i over fem år, og til sidst begynder man at spørge sig selv, om man finder noget eller ej. Nu havde jeg endelig fået et svar på, hvad der var galt, og nogen lyttede til mig og tog mig alvorligt.

På hvilken måde har diagnosen påvirket dig?
Fordi det tog mig så lang tid at få den rigtige hjælp, har jeg nu kroniske smerter, hvilket betyder, at jeg har ondt dagligt. Endometriosen har påvirket mig på mange måder, dels fysisk, da jeg har flere symptomer som smerter i mave og ryg, samt kvalme og ekstrem træthed mm. Disse symptomer påvirker jo også en mentalt. Det påvirker dig at være nødt til at aflyse ting, du gerne vil gøre, eller at du ikke kan arbejde, som du ønsker det. Så det påvirker hele livet på forskellige måder.

Hvordan så rejsen ud, efter du fandt ud af din diagnose?
Jeg blev opereret for endometriose, og efter det forsøgte vi at finde en behandling, der skulle gøre mig smertefri. Da jeg ikke blev smertefri, kom vi til det punkt, hvor næste skridt i behandlingen var at sætte mig i kunstig overgangsalder. Så besluttede vi i stedet, at vi ville prøve at blive gravide. Vi vidste begge, at vi ville have børn, og jeg var stresset over overhovedet at kunne blive gravid, da endometriose kan påvirke fertiliteten. Vi begyndte at prøve på egen hånd, men jeg var i samtidig i kontakt med min læge for at se, hvordan det gik med min endometriose.

Hvordan var din IVF-rejse?
Da henvisningen var sendt, modtog vi efter cirka to uger en invitation til klinikken. Der blev der lavet en fertilitetsundersøgelse på os begge. Dette omfatter både en psykosocial undersøgelse, samt kvalitetskontrol af sæd og æg, og hvordan det ser ud rent fysisk. Da klinikken vurderede, at vi kunne lave IVF, blev der sendt en anmodning om at få det finansieret gennem sundhedsvæsenet. Efter lidt over en måned var alt klar og vi blev godkendt til at lave IVF og få det finansieret gennem sundhedsvæsenet.

Vi lavede noget, der hed en kort protokol, hvor jeg begyndte at tage injektioner, når jeg fik min menstruation for at stimulere ægløsningen. I denne periode blev der foretaget ultralyd-scanninger for at se, hvordan jeg reagerede på medicinen, og for at se, hvor længe jeg skulle tage injektioner. Jeg reagerede supergodt på behandlingen og producerede en masse follikler og dermed risikerede jeg at blive overstimuleret. Det betød, at de otte embryoner, vi modtog, blev frosset ned, og vi måtte vente en cyklus for at indsætte dem. Æggeplukningen var ulidelig smertefuld for mig. Jeg havde meget ondt allerede inden, og jeg fik en fuld dosis morfin, men på trods af det, lå jeg og skreg af smerte. Vi lavede så i alt syv indsætninger.

Fire i ikke-stimuleret cyklus og så tre, da de gav mig medicin for at prøve at få dem til at sidde fast. Jeg blev gravid i femte forsøg, men fik en spontan abort, der endte med en udskrabning. Med det sidste embryon, vi havde tilbage i fryseren, blev vi gravide, og graviditeten gik hele vejen og resulterede i vores søn.

Ser alle IVF-rejser ens ud?
Nej, der er forskellig medicin og forskellige tilgange, der kan bruges. Det afhænger af, hvilke forudsætninger, der er for det par, som ønsker at blive gravide.

Er du blevet psykisk påvirket af din rejse?
Ja, absolut. Det har været svært at svinge mellem håb og fortvivlelse. Der har været dage, hvor jeg ikke kom ud af sengen, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Jeg har til tider været udmattet og deprimeret. Jeg har nok brugt strategien med at bryde sammen, for så at komme op igen og fortsætte med at kæmpe, men jeg er stædig, og at give op var aldrig en mulighed!

Jeg forstår, at man bliver påvirket af sådan en tur. Føler I, at I også er blevet påvirket som par?
Ja, det er vi. At gå igennem dette er som at gennemgå en krisesituation. Vi håndterer tingene på forskellige måder, og det har været svært altid at forstå hinanden. Men vores styrke har været, at vi snakkede meget med hinanden. Gav hinanden støtte, men samtidig plads til at føle forskellige ting. I dag synes jeg, at det har styrket vores forhold, og jeg føler mig tryg ved, at vi kan klare svære ting sammen.

Efter en vellykket IVF blev du endelig gravid. Hvordan var din fødsel?
Jeg blev igangsat, da jeg var gået to dage over tiden. Jeg var lidt i risiko for at få svangerskabsforgiftning, så jeg blev igangsat. Vi kom ind søndag aften, og onsdag ankom Noel efter et akut kejsersnit. På papiret var min fødsel lang og sej, og jeg mistede en masse blod, og Noel havde lidt problemer med at få gang i vejrtrækningen. På den anden side er min oplevelse helt fantastisk!

Når rejsen til at blive gravid ikke er indlysende – Hvordan ser man så på mulige søskende?
Vi er i gang med søskendeforsøg i hverdagen. Så søskende er noget, vi gerne vil have, hvis det er muligt. Men i dag er vi også ydmyge over for hele rejsen, og hvad den indebærer. Fokus er selvfølgelig sundheden for familien som helhed, og også for mig med min endometriose.

Hvilke slags reaktioner har I fået fra venner og bekendte?
Siden dag ét har vi været ærlige over for vores venner og familie om, hvad vi går igennem. For mig har det været en måde at bearbejde og håndtere alle de forskellige følelser på. Vi har fået god opbakning, og det har været rart at kunne dele noget, der optager så meget af ens tid og tanker.

Har I nogensinde overvejet andre måder at blive forældre på? For eksempel adoption?
Det er klart, at tankerne bevæger sig mod andre muligheder. Det var dog aldrig noget, vi overvejede på et mere seriøst plan. Vi ville prøve at få biologiske børn. Hvis det ikke var lykkedes, er det jo fantastisk, at man kan blive forældre på andre måder.

Har du nogle anbefalinger til andre, der kæmper med fertilitet?
For det første kan jeg anbefale at være kritisk over for, hvor man får information. Der er mange fora med tips og tricks, der ikke har nogen beviser. Jeg tror dog absolut, man kan finde støtte i fora på eksempelvis Facebook eller Instagram. Hvis man søger efter IVF, dukker det meget op. En podcast, der er god, er Ruvarpodden, hvor der også er et afsnit, hvor Gustaf og jeg er med.
Får man tilbudt den nødvendige hjælp og støtte, når skal igennem en IVF-rejse?

Lægehjælp absolut, men hvis man tænker på mental støtte, var det ikke noget, der blev tilbudt automatisk. På vores klinik var der adgang til en rådgiver, men det var i så fald noget, man selv skulle kontakte efter behov og betale. Jeg kan tænke, at der er brug for mere støtte, når man skal igennem en IVF-rejse, både for den, der gennemgår alle behandlingerne, men også for en eventuel partner.