Du er nået til graviditetsuge 41 – og venter spændt på, at fødslen går i gang. I denne artikel får du alle vigtige oplysninger om graviditetsuge 41: hvordan dit barn udvikler sig, hvad der sker i din krop, og hvordan du kan forberede dig på fødslen.
Baby: Barnet er nu omkring 51 cm langt og vejer cirka 3,6 kg. Det er tid til at komme ud nu 🙏
Moderkagen
Moderkagen vil fortsætte med at transportere næringsstoffer og ilt til fosteret indtil fødslen. Når barnet er født, vil livmoderen så trække sig sammen, så moderkagen kan løsne sig fra livmodervæggen. Livmoderen trækker sig yderligere sammen og vil efter et par uger være lige så lille som inden graviditeten. Selvom livmoderen har trukket sig sammen, tager det længere tid for mavemusklerne at finde tilbage.
Hvis navlestrengen er rundt om barnets hals
Hvis det opdages, at navlestrengen er viklet om barnets hals under fødslen, vil jordemoderen overvåge dette og eventuelt rette op på det. Vær ikke bekymret, hvis dette sker, det er almindeligt, at navlestrengen er viklet rundt om kroppen eller halsen.
Første åndedrag og navlestrengen
Hvis fødslen var normal, vil navlestrengen blive klippet et par minutter efter fødslen, eller når pulseringerne i navlestrengen er stoppet. Barnet har nu taget sit første åndedrag og vil begynde at trække ilt ind helt af sig selv. Forandringen i barnets blodcirkulation er stor, når det tager sine første vejrtrækninger (eller skriger, hvilket betyder, at det trækker vejret!). For at få en form for kvittering på, at blodcirkulationen og iltningen virker, foretages undersøgelser, når barnet er cirka et døgn gammelt, i forbindelse med en undersøgelse af en børnelæge, hvor lægen lytter til hjerte- og vejrtrækningslyde.
Hvis barnet er slapt umiddelbart efter fødslen og hverken trækker vejret eller skriger, vil jordemoderen hurtigt vurdere, om barnet har brug for hjælp til vejrtrækningen eller anden pleje. Jordemoderen tager derefter barnet med til et bord, hvor udstyr som åndedrætshjælp og ilt er tilgængeligt. Om nødvendigt tilkaldes en børnelæge og børnesygeplejerske. Hvis barnet har behov for hjælp og adskilles fra moderen, ledsager partneren barnet, og moderen har en anden jordemoder og en SOSU-assistent hos sig.
Det er sjældent, at et barn født vaginalt har brug for hjælp umiddelbart efter fødslen. Man siger normalt, at 1 ud af 10 har brug for kortvarig pleje, som fx kan være lidt hjælp til at få gang i vejrtrækningen i den store omstilling fra fostervand til at trække vejret.
Planlagt kejsersnit
Et planlagt kejsersnit kan blandt andet laves på grund af sædestilling, at man venter tvillinger eller fødselsangst. Dette planlægges så tæt på terminen som muligt, så barnet eller børnene er helt klar til at blive født. Under kejsersnittet er den gravide vågen og får rygbedøvelse. Efter at følesansen er blevet tjekket, udføres operationen, og barnet fjernes fra livmoderen.
Det kan ske, at barnet ikke når at forstå, at det skal trække vejret allerede under kejsersnit, hvilket kan resultere i kortvarigt åndedrætsbesvær. Så kan barnet have behov for pleje på afdelingen for nyfødte (neonatalafdelingen). Sker det, er forældrene sammen med deres barn på afdelingen, der kan gå alt fra et par timer til et par dage, indtil barnet er helt rask og klar til at tage hjem. Langt de fleste, der fødes med planlagt kejsersnit har det dog helt fint, når de bliver født og, kommer direkte til deres mor og får lov at ligge hud-mod-hud.
Mor: Det ser ud til, at babyen har det rigtig godt i din mave. Men vær tålmodig, det kan starte når som helst nu! 👶
Husråd til at starte fødslen
Nu føler du dig sikkert færdig med graviditeten, og mange kvinder prøver forskellige husråd for at få gang i fødslen. Man ved ikke i dag, hvad der styrer fødslens påbegyndelse, og det er heller ikke bevist, hvad der kan få den til at starte.
Man ved, at man ikke kan tvinge en fødsel i gang, og barnet kommer, når det føler sig klar. Hvis du er utålmodig, kan du fokusere på at gøre noget andet end at leve i konstant venten. Prøv at finde ting, der får dig til at føle dig godt tilpas og giver dig energi. Og hvis du er virkelig utålmodig, så skader det vel ikke at prøve nogle husråd alligevel..?
Der er mindre undersøgelser, der har vist, at gravide, der spiste 5-7 dadler om dagen fra uge 37+0, i højere grad startede spontant fødselsarbejde end gruppen, der ikke spiste dadler i samme periode af graviditeten. Desuden havde den gruppe, der ikke spiste dadler, også brug for ve-stimulerende dråber for at hjælpe på fødselsarbejdet.
Oxytocin er det hormon, der giver veer og skaber ro og afslapning. Uden oxytocin trækker livmoderen sig ikke sammen, og dermed oplever man ikke veer. Uden veer kan barnet ikke fødes vaginalt, så vores tip er at prøve aktiviteter, der fremmer oxytocin! Læg alle tips om at lave hovedrengøring og gå på trapper på hylden, og prøv i stedet at slappe af. Det, som gør dig godt tilpas, er det bedste, du kan gøre for dig selv i løbet af de sidste uger af graviditeten!
Hindeløsning
Hindeløsning er en metode, der kan stimulere modning af livmoderhalsen, udvidelse af livmodermunden, igangsætning af veer og derefter muligvis starten på fødslen.
For at få en hindeløsning, skal du opfylde et par kriterier som gravid. For det første skal graviditeten være fuldbåren, gerne i uge 40+. Derudover skal livmodermunden være åben. For at finde ud af om den er det, stikker jordemoderen to fingre ind og mærker efter ved livmoderhalsen. Hvis den er blevet blød, er det muligt at stikke en finger ind, og så kan jordemoderen mærke om livmodermunden er åben. Hvis den er åben, stryger jordemoderen sin finger rundt om kanterne af modermunden og forsøger dermed at få moderkagen fosterhinderne til at slippe taget i livmoderen. Dette kan så føre til frigivelse af hormoner, åbning af livmodermunden og starten på fødslen. Der er dog ingen garanti for, at dette vil virke.
Partner: Nu går vi ud fra, at I begge er mere end klar til at møde jeres barn. Prøv at vende ventetiden til noget positivt!
Oxytocin
Fødslen fremmes af oxytocin – vores “fred-og-ro-hormon” som frigives ved eksempelvis massage, så hvorfor ikke massere din partner? Eller se en hyggelig film, spis gode måltider sammen og hvil jer for at forberede. Alt dette fremmer niveauet af oxytocin, som også er det hormon, der driver fødslen fremad.
Hvis I vil lave noget hyggeligt og oxytocin-fremkaldende for den gravide, kan du gøre et bad klar til hende. Hun vil helt sikkert blive ekstra glad for at føle sig forkælet så tæt på fødslen!